tirsdag den 31. august 2010

2 i 1 Liberty tørklæder

Jeg skal hilse og sige, at det er altså ikke særlig nemt at tage billeder af sig selv , så jeg indrømmer blankt, at det er ikke verdens bedste billeder af mig og det er i bund og grund også lige meget for det er jo tørklæderne jeg vil vise. En af mine søde bekendte ville bare så gerne have et tørklæde til sin mor som skulle være samme model som jeg havde syet til hende sidste år.
Det var sådan set heller ikke svært. Det der var svært var, at det liberty stof som jeg skulle sy tørklædet af havde jeg ikke nok af herhjemme.
Jeg havde ikke troet, at det ville blive noget problem af skaffe, da det er et af Liberty's klassiske print. Nemlig pelagia. Pelagia findes i flere forskellige farvenuancer og lige præcis de toner som jeg synes er smukkest er udgået af deres sortiment.

Så startede den vilde skattejagt ud i cyperspace. Jeg har været på ebay.com og hos Shaukat, en tur til japan og alle de andre gængse steder man kan køber Liberty stoffer, men ingen af stederne har det lykkedes mig at finde stoffet.
Så var gode råd jo dyre, for jeg havde jo lovet, at jeg ville sy det straks jeg kom hjem fra ferie.( Det er ligesom over 1 måned siden)
Der var ikke andet for end at krybe til korset og sige at jeg havde taget munden for fuld og var kommet til at love noget jeg ikke kunne holde.
Heldigvis har vi fundet en løsning.
Vi fandt et andet pelagia print som vi kunne bruge til morens tørklæde.

Jeg har syet det ene tørklæde i stoffets fulde bredde. Altså 136 x 136 cm, så det er et dejligt stort tørklæde. Så selv om de næste par dage bliver med solskin, er det alligevel lidt koldt om morgenen. Der kan man sagtens for brug for et tørklæde. Man kan også bruge det som et sjal. Det bestemmer man heldigvis selv.


Af de sørgelige rester af det her smukke pelagia print har jeg syet et aflangt tørklæde. Ca 40 cm bredt og 180 cm langt. Jeg har måtte sy en enkel stikning for at få det langt nok, hvilket jeg var lidt ked af. Men heldigvis syner det ikke meget på grund af mønsteret i stoffet. Så det kan lige gå an
Det er det øverste print I kan se her som ikke er til at støve op nogen steder. Så måske I kender et sted det kan købes.

mandag den 30. august 2010

Lettere distret

er man, når desperat leder efter husholdningsfilmen som man lige har brugt til morgen. For så at finde ud af at man har lagt det i køleskabet istedet for i køkkenskuffen.
Hmmm, Alsheimer Light tænker jeg!!!

torsdag den 26. august 2010

Hvilken hjælp

Tanken var, at jeg skulle bruge dagen igår på at sy en masse af de bestillinger der ligger og venter på mig.
MEN MEN sådan gik det slet ikke.

For 3. gang inden for 14 dage har vi vand i kælderen.
Ikke særlig sjovt, siger jeg bare.

Da jeg er gammel forsikrings dame er det ligesom blevet mig som er talsmand for ejerforeningen og dermed har kontakten til forsikringsselskabet. Og det er også helt okey.

Da jeg i forgårs igen konstaterede blankt vand i kælderen var der ikke andet for end at hive fat i ørene på ISS endnu engang. Så langt så godt. De kommer også hurtigt når jeg ringer, men hva' hulen hjælper det når de sender nogen ud som ikke har grejet i orden.
Hvad hjælper en vand støvsuger, hvis slangen er i stykker. Ikke en dråbe.
Så jeg måtte hjælpe dem med skruetrækkere og karl rend mig et hvis sted. Ja undskyld mig mit sprog.
10 gange var jeg ned og op fra kælderen.
Om jeg var irriteret til sidst. Nej da.
Det var lige før jeg spurgte om de ville have en kop kaffe med på vejen, for hvad byder man ikke uventede gæster.
Men det betød, at mine planer jo gik i fisk og jeg fik derfor kun syet en brøkdel af det jeg havde planlagt.

Det blev til et par Haremsbukser i en lækker hør/bomulds kvalitet, men hvor det ligner denim. Jeg har syet en lille diskret sløjfe på siden af benet, hvor jeg også har rynket det med elastik. En sød detalje.

Det sidste jeg nåede igår var en tunika bluse syet i mit elskede babuske stof. Lukket i siden med et lille bindebånd og blomstret kantbånd på ærmerne.

Begge dele er en størrelse 6-7 år. Jeg har stof til flere, hvis nogen skulle være interesseret.

I morgen skulle jeg så gerne nå noget af det jeg ikke nåede igår.

For en sikkerhedskyld har jeg lagt diverse skruetrækkere frem, hvis jeg nu skulle have brug for ISS (o:

mandag den 23. august 2010

Der sker så meget,

når man er 3 år.
Verden bliver udfordret fuldt ud.
Ikke et øjeblik går til spilde.
Alt er nyt og spændende.
Fra Villas slår øjnene op om morgenen til han går i seng om aftenen er der fuld knald på.
Nye ord kommer til hver dag, som da Villas kom hjem efter et par dage hos Bedstemor.

Villas vil stadig gerne have ble på, når han skal stort på toilet og det får han så lov til.
Jeg spørger ham: har du været på toilettet, Villas!
Villas svarer: Ja mor og det er en ordenlig remoulade (o:
De lærer hurtigt, de små.
Jeg tænker bare om pædagogerne forstår hvad han siger, når han går hen til dem for at blive skiftet og proklamerer, at nu vil jeg vil godt have skiftet remouladen!!!

Det er også i denne her alder, hvor man kan blive så ivrignår man skal fortælle noget, at man glemmer de ord man vil sige eller man har svært ved at udtale enkelte bogstavers lyde. Som f.eks s og v.

Herhjemme hedder shorts ikke shorts men jorts og Victor hedder ikke Victor men dictor.

Det er også den alder hvor kammerater begynder at få betydning. Som i morges da han over på den anden side af gaden ser 2 af dem komme. Jubii der kommer Storm F og Storm P og bryder straks ud i dans.
Det er også den alder, at når Villas hører noget musik i radioen griber han straks sin guitar og giver et nummer.
Eller som da vi for et par weekender siden var til byfest i Gilleleje og byens big band spiller i gågaden springer han straks ud numsedans( vrikke med numsen)


Det er den alder, hvor der sker så meget, at jeg selv kan blive træt af at se på al den energi .
Men hvor jeg samtidig frydes og glædes over hans livsmod og gå på mod og ikke mindst hans kærlighed til han elskede storebror.
Jeg husker mig selv på at nyde hvert øjeblik for de kommer ikke igen.
Der sker så meget!

søndag den 22. august 2010

Håber hun blev glad

Igår aftes var jeg inviteret til fødselsdag hos min veninde som jeg har kendt siden jeg kunne kravle, sådan føles det.

Vi har gået i parallelklasse i folkeskolen, i samme klasse på gymnasiet og læst et par år sammen på Teknikum. Vi har været på flere skønne ferier sammen til de varme lande. Vi har ført os frem på dansegulvet på de københavnske diskotekter, vi har sovet i ske, når vi sov i bivuiak til spejder. Jaja den er god nok. Jeg har været spejder i mange år og har en masse fantastiske minder fra dengang. Kan klart anbefales.
Vi har delt sorger og mest glæder i mere end 30 år. Vi er forskellige, men også meget ens.
I dag ses vi 1-2 gange om måneden og selv om det ikke er så tit som det var engang, så hører vi bare sammen på en eller anden måde.

Et af de steder vi er lidt forskellige er i vores tøjstil.
Men igår satsede jeg og syede hende et par Liberty bukser.

På fødselsdags kortet havde jeg skrevet:
Det kan bruges i haven, det kan bruges derhjemme, det kan bruges til træning, det kan bruges på arbejde , det kan bruges om sommeren men også om vinteren. Det kan bruges når som helst og hvor som helst.

Det er i hvert fald sådan jeg har det med mine Liberty bukser. HVordan har du det?
Heldigvis tog hun godt imod dem. Hun vil nok ikke bruge dem på arbejde men til alt andet.
De kom til at se således ud:




Jeg syede dem i strawberry thief og eloise. Begge print hører til blandt mine farvoritter. Det er der jo så mange af dem der er.
Min begejstring vil ingen ende tage.
Idag er jeg selvfølgelig en anelse træt selv om jeg ikke kom vildt sent i seng og ikke havde drukket men Villas vækkede mig allerede klokken 06.15.
Grus i øjnene, nej da. Godt man har nogle tændstikker der kan holde øjenlågene oppe og så masser af kaffe.

onsdag den 18. august 2010

Idag fik jeg lagt sidste hånd på de her camouflage short til Victor.
Men med de her shorts, passede det ham ikke med lommen foran.
Jeg synes ellers det ser ret så cool ud, også med det lille mærke jeg har syet på. Men det passede ham altså ikke )o:
Altså, hvis jeg kunne sy et par magen til, men med 2 baglommer og 2 lommer foran gad han godt at gå med dem.
De ved sandeligt godt, hvad de vil have de unge mennesker nu til dags.
Der er ellers masser af rå detaljer på.

Stikningerne har jeg syet med turkis tråd for at give stoffet lidt spil (hvis man siger sådan)


På lommen har jeg synes jeg selv fundet et super sejt mærke med ørnevinger og en fodbold. Mere drenget kan det da dårlig blive.

Så buer de længere ned foran end bagpå. De er nok nærmere 3/4 lange end rigtige short. Men det er jo også det de vil have de halvstore drenge.

På siden har jeg syet en lille lomme men sat den på skrå, så det ikke blev helt kedeligt.
Så nu sætter jeg dem til salg her:http://silasogsol.dk istedet for.
Jeg ved godt, at vejret ikke ligefrem byder til shorts, men herhjemme skal det altså være virkeligt koldt udenfor, før de vil vil have lange bukser på. Så derfor syer jeg stadig shorts hvis nogen vil vide det.

mandag den 16. august 2010

Smil Mor!

Sig appelsin (o:
Jeg smilede og smilede og se lige hvilke fantastiske billeder Villas tog af sin mor.
Hvilken stjerne fotograf skal man lede længe efter. Han kan finde det bedste frem i hvilken som helst super model.




Magen til PLET SKUD skal man lede længe efter!!!!!!

tirsdag den 10. august 2010

Syafhængig

I næsten 4 uger har jeg været væk fra mine symaskiner.
Jeg ved ikke om det er åndsvagt, men jeg har de sidste dage af vores ferie været lidt movfortov( =ved siden af mig selv på ærøsk).
Jeg savnede mine maskiner, mine stoffer og alt det andet rod der hersker på mit syværelse.

Så det første jeg gjorde, da vi trådte ind i vores lejlighed var at gå ind på mit værelse. Jeg skulle føle, røre og mærke på det hele. Tage stofferne ned fra hylderne og lade ideerne lege.
Der må være andre syafhængige der har det lige sådan, tænker jeg??
I søndags da det regnede noget så forfærdeligt her på sjælland og jeg sad og stirrede ud haven oppe i vores sommerhus.
Jeg sagde til Jens, at det kunne jeg ganske enkelt ikke holde ud, så jeg ville hjem. Og det kunne ikke gå stærkt nok.
Det tager ca 50 minutter fra sommerhuset til Frederiksberg, så da jeg havde tømt bilen satte alle drengene i gang med forskellige legeaktiviteter.
Nu skulle jeg altså bare sy og det kunne ikke gå for langsomt.
Her er hvad jeg fik tryllet frem.

Super skønne etagenederdele i grålige, grønlige og marineblå nuancer.

Jeg faldt for stoffet en dag jeg var på besøg hos Dorthe. I ved hende med den her dejlige butik http://garn-iture.dk

Det var før vores ferie, men til mit held havde hun stadig noget af det, da jeg besøgte hende i forrige uge.

Jeg her leget med de 3 forskellige stoffer og det er der kommer de her unika nederdele ud af. Begge er størrelse 6-7 år.
Jeg har for sjov overlocket kanten forneden for at give nederdele et mere råt look.

Hvis du vil se mere så klik her http://silasogsol.dk

mandag den 9. august 2010

The danish way

Det er ingen hemmelighed, at vi her hjemme er lidt fodboldgale. Det var måske mildt sagt.

Min store dreng Victor er fuldstændig bidt af en gal fodbold.

Hvis han øjner den mindste chance for at stå lidt at driple med en fodbold gør han det. Hvis han ser en anden med en fodbold, er han ikke det mindste genert. Han går direkte efter bolden.

Da vi i forrige uge kørte en tur til Karrebæksminde ved Næstved mødte han en noget ældre dreng ved havnen som stod og jonglerede med en fodbold. Straks går han hen og spørger om de kan skyde lidt til hinanden og får iøvrigt spurgt drengen om, hvor han kommer fra, hvem han synes er det bedste danske fodboldhold, hvem han holdt med til VM and you name it.
Jens og jeg slår os ned på en bænk og sidder længe og iagttager ham.
Vi er vildt imponeret over hans måde at lære andre mennesker at kende. Hvor godt han socialiserer sig med andre. Det kræver da sin mand bare at gå hen til nogen uden at kende dem og så samtidig spørge om han ikke godt kan lege med.
Det er som om, når der er en fodbold imellem åbner det mange døre.
Da han spillet et kvarters tid og vi skulle videre siger han farvel til drengen som om han havde kendt ham altid.
Videre på vores tur fortæller Victor så til os, at drengen kom fra odense, hvor han spillede fodbold, hvem han holdt med, hvor han havde holdt ferie og alt det andet han nu havde noget at spørge drengen om, på det kvarter han havde spillet fodbold med ham.
Jens og jeg kunne ganske enkelt ikke lade være med at smile til ham.
Åbne spørgsmål kommer man langt med.

Er der nogen der lagde mærke til hvor meget det regnede igår søndag? Heldigvis viste vejret sig fra en lidt bedre side idag. Så selvom jeg igår var ved at trække i vintertøjet kom jeg på bedre tanker idag.

Jeg har syet et par seje shorts til Victor. Mange fede detajler efter min egen mening.

Victor godtog dem med det samme. Han kan jo ikke lide lynlåse, så jeg må altid være lidt opfindsom, når jeg syer til ham.


Jeg har for mange år siden fået et sæt hjemmetøj af min mor som hun ikke gik med. På trøjen sad der denne her rib elastik som jeg nu har klippet af og sat på de her bukser.
Cowboy stof kan godt være lidt stift at have direkte på huden, så det her var et godt alternativt med en riblinning.
Foran buer benene lidt ned ad og omvendt på bagbuksen.


Jeg har sat en kænguru lomme på og enkel lomme med mærke på bagsiden.
Victor er helt klart til det enkle tøj. Han bryder sig ikke om for spræl meget på tøjet og det har han nok ikke fra fremmede. Jeg kan også bedst lide det enkle look. Så derfor kun et enkelt påsyet diskret mærke. Men de andre detaljer på shortsne er efter min mening nok til at de er seje, blot man har syet i noget lækkert stof.

Jeg nåede ikke at presse bukserne inden han havde taget dem på, så hvis I synes de ser krøllede ud, er det derfor.

søndag den 8. august 2010

Kæreste rundtur

Da manden min skulle til Jylland i forbindelse med hans arbejde i den forgangne uge spurgte han om jeg ikke havde lyst til at tage med.
Børnene holdt deres sidste ferieuge hos min mor og da jeg ikke havde andre planer på programmet skulle der ikke meget overtagelse til at lokke mig med på tur. Hvem siger nej til at flette fingre og tale sammen men sin elskede, uden hele tiden at blive forstyrret af et par unger som siger mor eller far hver gang man begynder på en samtale. Ja, jeg gør i hvert fald ikke.
Det er ikke tit vi har tid til os selv, hvilket mange af jer andre også kan nikke genkendende til, når man har små børn, så når lejligheden byder sig, må man jo gribe den.
Jeg kom vidt omkring på de par dage.

Jeg startede i Flensborg som jeg også beskrev om her http://silasogsol.blogspot.com/2010/08/blomster-amok.html

Jens holdt først møde i Rødekro, hvilket er en rigtig kær lille by, men uden mange butikker.
Fra Rødekro og til Flensborg er der ikke mange kilometer, så derfor var det jo oplagt at køre der til.
Det er 7 år siden jeg sidst var der, men jeg synes, det er en ret så skøn by og som sagt så købte jeg et hav af stauder til min have.
Herefter gik turen til Horsens.
Jeg har aldrig været i Horsens by. Kun på en pløjemark dengang Madonna holdt koncert der. Hvilken skam.
Skøn skøn by og her fandt jeg en lækker lækker butik, prøv at se her: http://www.profilart.dk/default.asp

Der var godt nok mange lækkerier både i form af tøj, brugskunst og møbler.
Jeg havde som i Flensborg ikke meget tid til at ose og da jeg gerne ville se flere butikker nu da jeg var i Horsens gik jeg hurtigt videre. Men så er det jo heldigt, at jeg kan ose videre i deres webshop.
Fra Horsens gik turen over Fyn.
Jeg er vild med fyn og jeg tror, at hvis vi en dag skulle flytte pga Jens arbejde, så vil vi flytte her til.
Vi kørte over den gamle lillebælts bro og havnede det mest romantiske sted jeg længe har været.
Fænøsund. En lille Perle, siger jeg bare. Prøv det prøv det.
På Hotel Sixtus var vi heldige at få et værelse. Vi havde ikke bestilt hjemmefra og droppede bare ind, da vejret ikke just viste sig fra sin bedste side. Det var bare hyggeligt. Om sommeren fra juli til august kører de til sommertilbud som hedder 595,- incl. morgenmad for 2 personer. Billigt synes jeg.
Se deres hjemmeside her:http://www.sixtus.dk/Om-os-257.aspx

Men altså hvis det ikke var fordi vi var gift ville jeg næsten ønske at det var sådan et sted her, jeg ville blive friet til.

Hotellet har en lille robåd man kan låne. Så men en flaske champagne og jordbær med chokolade kunne jeg sagten se mig selv "i en lille robåd der gynger, sidder jeg og synger"
Ren lykke.
Det var i rart med noget kærestetid.

Jeg glæder mig allerede til vores næste tur selv om det var dejligt at komme hjem til drengene igen.
Jeg havde savnet dem som bare pokker!

torsdag den 5. august 2010

Babuska kjole med svampe

Forleden dag var jeg forbi Dorthe http://garn-iture.typepad.com/garniture/
og faldt pladask for det her stof. Babuskaer med små svampe.
Skønnere kan det næsten ikke blive. Jeg måtte ihvertfald eje lidt af det.

Det er der kommet den her søde kjole ud af. Jeg har valgt at sy smock i for til og med elastik i halsudskæringen.
Det er jo stadig sommer, ej at forglemme. Det kan være svært at se, når man kigger rundt i butikkerne, for her bugner det af efterårsvarer. Det kan være lidt svært at forholde sig til lige nu synes jeg nok, især når temperaturen udenfor er omkring 20-22 grader.

Så jeg synes det var på ret at sy en lille sommerkjole. Den kan nu sagtens bruges langt hen i efteråret med et par røde strømpebukser og en grå eller hvid langærmet t-shirt.
Det er kun fantasien der sætter grænser.

Blomster amok

Igår var jeg en tur i Flensborg.
Det er nu ikke fordi jeg kommer der særlig tit, tværdimod og desværre. Det er godt nok en dejlig by, specielt sådan en super shopper som mig.

Der er rigtig mange spændende butikker og jeg nåede ikke ind i halvdelen af dem. Jeg kunne sagtens have brugt en hel dag, men jeg havde altså kun et par timer.

Jeg havde aftalt at hente Jens som var til et mødei sønderjylland et par timer efter jeg var kommer dertil. Så tanken om jeg kun havde et par timer til at shoppe gjorde, at jeg ikke rigtig kunne koncentrere mig og at se på noget, ja faktisk var jeg lidt stresset over det. Fjollet ikk!

Så det endte med, at det eneste jeg købte med hjem var blomster til haven.
Men her gik jeg så til gengæld FULDSTÆNDIG amok.
Lige der hvor jeg havde parkeret min bil var der et lille marked, hvor der stod nogle der solgte blomster, grønsager, oste og andre lækkerier.


Det er ikke en hemlighed men jeg er fuldstændig skudt i blomster og specielt stauder. De var rørende billige i forhold til i Danmark og kæmpe store.

Prøv at se her.

Stormhat tror jeg nok de hedder

Spændende græsser i de smukkeste farver.



Endnu en Hosta til min samling.


Sidst men ikke mindst Høstfloks.
Nu skal jeg bare finde ud af, hvor de skal plantes i min lille byhave.
Jeg er nok nød til at flytte lidt rundt på andre blomster for at få plads.
Men nyd lige de smukke farver.

søndag den 1. august 2010

En kold tyrker!!

De mennesker der sætter sig for at stoppe med at ryge fra den ene dag til den anden har jeg virkelig respekt for.
For det må virkelig være hårdt psykisk. Kroppen skriger jo efter nikotin.
Jeg har aldrig selv røget, men jeg har været stoppet med at drikke Cola for en periode . Jeg ved ikke om det er samme afhængighed, men det var også hårdt.
Jeg jo havde vildt lyst til at drikke en cola. Jeg tænkte jo nærmest ikke på andet i flere dage. Jeg havde hovedpine og var i mega dårlig humør.
Men efter nogen tid forsvandt trangen og jeg var stolt af, at jeg ikke var afhængig af stads længere. Nu drikker jeg det mere med måde. Lige som børnene får deres fredagsslik får jeg også min fredags/weekend cola.
Min lille krudtugle her har ikke selv valgt, at vi (hans mor og far)fra den ene dag til anden sagde at der ikke var flere af hans elskede sutter.


Men til vores store overraskelse har han taget det i stiv arm. Han har kun ganske lidt spurgt efter dem.
Eller som han sagde den ene aften: Mor, jeg er alligevel ikke nogen stor dreng, så må jeg godt få min sut.
Men jeg forklarede ham, at der var ikke flere sutter, så han var nød til at klare sig uden.
Det "tyggede" han lidt på og lagde sig pænt ned og sov. Så er man da en stor dreng, ikk?
Måske jeg havde frygtet det værste, da Villas virkelig har været glad for sine sutter. Men han har været en guttermand, den lille store dreng.
Måske de små mennesker klarer den slags forandringer bedre end os voksne?



I vores ferie sagde han "næsten" farvel til bleerne. Nu ber' han om at få en på, når han skal stort og så giver jeg ham en på om natten. Det synes jeg er helt okey. Han kan selv fornemme, når han skal tisse og løber ud på toilettet.
Det er virkelig en befrielse ikke at skulle skifte hele tiden. Måske det lyder mærkeligt men jeg er faktisk lidt træt af det. Selv om når det er helt slut, så er det HELT, slut for jeg skal ikke have flere børn.
Det er også underligt at tænke på men lige nu ser jeg frem til at jeg kan fjerne bleerne.

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails