Der skal så lidt til...

Jeg havde i dag besøg af 2 meget ældredamer i showroomet. Jeg tror de begge var langt over 80. De var søstre og det virkede som om de havde boet sammen hele livet.
De irettesatte hinanden som et ældre ægtepar og man kunne bare mærke hvor meget de passede på hinanden. Den ene var meget syg. Hvad hun fejlede ved jeg ikke men hun kunne næsten ikke tale. Men den anden søster vidste næsten hvad den anden ville sige. Bare så kært.

Nå, men de havde for over 3 år siden fået en fuldautomatisk espresso maskine af deres bror.
Den var købt i udlandet og de havde aldrig helt fået hjælp til, hvordan man fik det bedste ud af sådan en maskine.
Samtidig var der sket det, at maskinen var blevet stoppet og der kunne kun komme kaffe ud af den ene dysse. Det er ikke særlig optimalt.
Så de havde fået nogen til at hjælpe dem med at bære maskinen ned i deres bil( jaja de kørte skam stadig og det var en rap lille sag med kaleche),så den kunne komme på værksted.
Så var det mit job at finde frem til hvor "proppen" var og give den en kærlig makeover.
Aftalen var så at de ville hente den inden jeg lukkede.
Da de kom tilbage ved 17-tiden fik vi os en lang snak om kaffe og espressokaffe og hvad man skal bruge af kaffe til en espressomaskine. Vi fik også en lang snak om deres maskine og at esprssomaskiner skal nurses som de potteplanter man har stående i vidueskarmen. Så holder de i evigheder og man kan have glæde af dem i mange mange år. Det grinede vi lidt af.
De var så taknemmelige, at de nok havde sagt tak 1000 gange inden de havde sat sig ud i bilen som jeg hjalp dem hen til.
Det er ikke tit, at man møder sådan nogle pæne ældre damer og jeg var faktisk så glad bagefter. Glad på deres vegne, at de stadig havde hinanden og glad over, at de blev glade for det jeg havde hjulpet dem med.
Der skal så lidt til.